Opslag
Mens vi herhjemme taler effektivisering på alle plan og inden for alle brancher, står Kina i en situation, hvor de har brug for at pacificere en stor del af befolkningen.
I går aftes var jeg ude at spise med to kinesiske studerende. Da vi ved 22-tiden er på vej hjem, kommer vi forbi et vejarbejde. Arbejdssjakket består af ni mand, en trillebør, fire skovle, tre hakker og en rendegraver. En mand hakker i asfalten, to mand skovler jord, sten og asfalt op i trillebøren, og de resterende seks læner sig op ad hver sin skovl eller hakke og ser på. Dette er ikke et usædvanligt syn. Da jeg spørger mine to kinesiske bekendtskaber og baggrunden for denne KOMPLET ineffektive arbejdsfordeling, svarer de: "If they all worked efficiently, they would finish much faster, and thereby they would be out of work". Det virker som en vanvittig tanke, når man kommer fra et effektivt og rationelt indrettet land som Danmark. Hvorfor ikke give dem noget at lave, frem for at betale dem løn for at lave ingenting? Men Kina er ikke Danmark, og Danmark er ikke Kina.
Kernen i kinesisk kultur
Nu kunne man sikkert argumentere for, at det da ville være en god investering at give de ca. 1 mia. ufaglærte kinesere en uddannelse, så de kunne bidrage aktivt til samfundsøkonomien. Men her er man nødt til at forstå et centralt paradoks i kinesisk kultur.
Kineserne elsker at tale om Zhonghua minzu – ’Det kinesiske folk’ og ikke mindst dets, i kinesiske øjne, nærmest uendelige historie. Så langt tilbage, som der har været tale om et samlet Kina, har landet bestået af en lille, magtfuld overklasse og en gigantisk underklasse holdt i skak af militær magt samt et sindrigt etisk system roterende omkring ære og skam. Det var bl.a. også denne baggrund, der ledte til Mao Zedong's senere så berømte ord: "Hvis folket og militæret står sammen, hvem kan da håbe på at besejre os?" Tanken om, at magten og folket var på samme side, var i 1940erne helt ny i kinesisk kontekst. Men billedet har vist sig at være et dream society. Magtstrukturerne i Kina ligner i dag på mange måder dem, der var kendt, før den kinesiske borgerkrig tog sin begyndelse i 1927. Selvom magten har ændret ansigt, befinder den sig stadig på en forsvindende lille del af befolkningens hænder. 0,7 % af befolkningen ejer godt 70 % af Kinas værdier. Så meget for kommunisme.
Kina er et gigantisk land med en endnu mere gigantisk befolkning. Kinas overlevelse er baseret på et underfundigt kuriosum omhandlende det faktum, at landet er afhængig af sin befolknings støtte til at fastholde den selv samme befolkning i fattigdom. Og måden at gøre det på er gennem en mærkværdig kombination af neo-liberalisme blandet med kommunistiske paroler og idealer. En art ’Den amerikanske drøm’ møder polsk køkultur. Alle har muligheden for at blive rige, så længe de accepterer, at det måske ikke bliver i deres levetid.
(Tak Kristina)
I går aftes var jeg ude at spise med to kinesiske studerende. Da vi ved 22-tiden er på vej hjem, kommer vi forbi et vejarbejde. Arbejdssjakket består af ni mand, en trillebør, fire skovle, tre hakker og en rendegraver. En mand hakker i asfalten, to mand skovler jord, sten og asfalt op i trillebøren, og de resterende seks læner sig op ad hver sin skovl eller hakke og ser på. Dette er ikke et usædvanligt syn. Da jeg spørger mine to kinesiske bekendtskaber og baggrunden for denne KOMPLET ineffektive arbejdsfordeling, svarer de: "If they all worked efficiently, they would finish much faster, and thereby they would be out of work". Det virker som en vanvittig tanke, når man kommer fra et effektivt og rationelt indrettet land som Danmark. Hvorfor ikke give dem noget at lave, frem for at betale dem løn for at lave ingenting? Men Kina er ikke Danmark, og Danmark er ikke Kina.
Kernen i kinesisk kultur
Nu kunne man sikkert argumentere for, at det da ville være en god investering at give de ca. 1 mia. ufaglærte kinesere en uddannelse, så de kunne bidrage aktivt til samfundsøkonomien. Men her er man nødt til at forstå et centralt paradoks i kinesisk kultur.
Kineserne elsker at tale om Zhonghua minzu – ’Det kinesiske folk’ og ikke mindst dets, i kinesiske øjne, nærmest uendelige historie. Så langt tilbage, som der har været tale om et samlet Kina, har landet bestået af en lille, magtfuld overklasse og en gigantisk underklasse holdt i skak af militær magt samt et sindrigt etisk system roterende omkring ære og skam. Det var bl.a. også denne baggrund, der ledte til Mao Zedong's senere så berømte ord: "Hvis folket og militæret står sammen, hvem kan da håbe på at besejre os?" Tanken om, at magten og folket var på samme side, var i 1940erne helt ny i kinesisk kontekst. Men billedet har vist sig at være et dream society. Magtstrukturerne i Kina ligner i dag på mange måder dem, der var kendt, før den kinesiske borgerkrig tog sin begyndelse i 1927. Selvom magten har ændret ansigt, befinder den sig stadig på en forsvindende lille del af befolkningens hænder. 0,7 % af befolkningen ejer godt 70 % af Kinas værdier. Så meget for kommunisme.
Kina er et gigantisk land med en endnu mere gigantisk befolkning. Kinas overlevelse er baseret på et underfundigt kuriosum omhandlende det faktum, at landet er afhængig af sin befolknings støtte til at fastholde den selv samme befolkning i fattigdom. Og måden at gøre det på er gennem en mærkværdig kombination af neo-liberalisme blandet med kommunistiske paroler og idealer. En art ’Den amerikanske drøm’ møder polsk køkultur. Alle har muligheden for at blive rige, så længe de accepterer, at det måske ikke bliver i deres levetid.
(Tak Kristina)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar