Så lykkedes det

Efter lang tids stilstand på bloggen, er det vist ved at være tid til at få skrevet lidt igen. Der er jo sket en helt masse, som i nok kan regne ud. Det er i det hele taget sjældent at der går en dag uden at der sker noget ret interessant.

Allerførst tror jeg det er relevant at skrive lidt om arbejdssituationen herovre, da den sidste uge har været en smule forvirrende - især for mit vedkommende!

I det sidste indlæg jeg skrev om hvad jeg laver herovre, tror jeg at jeg fik forklaret at jeg er havnet i HR i den organisation vi har konstrueret herovre. Lad os bare sige at der er løbet meget vand under NanPu Bridge siden da.

Kort tid efter at jeg var havnet i HR opstod der en del polemik omkring hvad HR egentlig præcist skulle lave, om det var relevant, og hvorvidt vi der befandt os der egentlig syntes der var den store læring at hente. Resultatet blev, at de to andre i HR sammen med en enkelt fra external relations dannede en ny gruppe og over et par dage fik tildelt en ny klient, som de nu har arbejdet for i knap to uger. Dette betød at jeg nu stod alene tilbage i HR, samt at Abdul stod alene tilbage i ER. Managementgruppen forsøgte at hitte ud af hvordan vi kunne reorganisere os. Resultatet blev, at både ER og HR blev lagt ind under management, som derefter skiftede navn til Administrationen istedet. Abdul trak sig og dannede istedet et "kreativt værksted" der har til formål at hjælpe de andre grupper med kreative opgaver. Rigtig fint altsammen. HR blev omdøbt til internal relations og fordelt på de forskellige personer i administrationen der i forvejen tog sig af lignende opgaver. Jeg havnede sammen med Peter i det nydannede ER, og har nu til opgave at tegne organisationens og ikke mindst skolens ansigt udadtil. Dette kommer til at ske igennem en organisationsblog der gerne skulle være oppe at køre i løbet af et par dage. Her er planen at vi skal poste billeder, artikler, interviews, videoklips osv omkring hvad der sker internt i organisationen. Samtidig har vi også startet et netværksarrangement op, der efter planen skal løbe af stablen hver fredag aften. Detaljerne er "still in the making"...

Jeg ved godt at det måske er lidt indviklet, men feel free til at stille spørgsmål, hvis noget skal uddybes.

Ellers har jeg holdt fødselsdag i weekenden. Også rigtig muntert. Vi var en ordentlig flok mennesker på en japansk restaurant med et navn jeg hverken kan udtale eller huske hvordan staves - men godt var det. Et interessant koncept hvor man sidder 14 mennesker ved et halvmåneformet bord. I midten af bordet er der en stor stegeplade, med tilhørende kok. Man bestiller så alt det mad man har lyst til (det koster ca 130 kr for fri mad og drikkevarer pr person) Maden bliver så tilberedt løbende, én ret ad gangen. Det lyder jo altsammen meget godt, men her er det så at man løber ind i en underlig ting omkring kinesisk kultur. Hvis man går ind på et "All you can eat"sted i Danmark... så forventer man at der faktisk ER all you can eat. Det var der skam også her, men det fungerer sådan at når tjenerne syntes, at "nu har i da vist spist nok, eller fået øl nok på husets regning", så begynder alt bare at gå i sneglefart. Maden man bestiller kommer først efter lang ventetid, eller også kommer den slet ikke. Heldigvis havde vi Nina, en af Kim's bekendte med - og hun kendte systemet, samt hvordan man skulle klare det. Man sørger ganske enkelt for at bestille ca 3 gange så meget mad som man egentlig har tænkt sig at spise, og så passer det ca med at man får det man gerne vil ha' alligevel. Underligt system.

Jeg har mødt en belgier hernede. Ganske rart med en europæisk kontakt, der faktisk har boet her længe nok til at kunne sproget og kan hjælpe med alle de små sære finurligheder og misforståelser. Typen man kan ringe til kl halv to om natten når man sidder i en taxa og ikke kan forklare chaufføren hvor det lige er man gerne vil hen. Guld værd!
Rosalie, som hun hedder, læser kinesisk samt asiatisk kunsthistorie hjemme i Belgien, men hun stiller dog selv spørgsmål ved, om hun mon nogensinde rejser hjem igen. Jeg trod et faktisk ikke, hvis jeg skal være ærlig. Udover at være god til sproget har hun også ret meget forstand på kameraer - noget jeg jo har manglet en del. Så igår var vi på "jagt" og det lykkedes os at finde et rigtig godt et. Et semi-professionelt Nikon med en god linse og nogle ret fede features... men som alt andet i Kina er det ikke så enkelt endda... Næste skridt består i faktisk at købe det.

Der er meget få steder hvor der faktisk er prismærker på tingene i Kina. ALT er til forhandling - selv når man går ind i et 5etagers storcenter der kun har kameraer. Nuvel - skik følge eller land fly; det kan godt være det ligner en fancy version af PhotoCare, men i praksis fungerer det mere som Vorbasse Marked. Hvis man vil ha en god pris kræver det tålmodighed, udholdenhed, en god viden om hvad tingene er værd (for vejledning findes ikke i Kina) og vigtigst af alt - en god agent. Det er et helt grundlæggende vilkår i Kina, at alle udlændinge konsekvent får en dårligere pris og behandling end kinesere. Det er ligemeget om man har boet her i 30 år og taler bedre kinesisk end kineserne. Er man vesterlænding er man pr definition rig og dum - og har fortjent at blive snydt.

Heldigvis har jeg mødt et par flinke kinesiske studerende der hedder Jam og Sofia, og de hjælper gerne. Jeg har derfor allieret mig med dem og er pt igang med at forberede "Kuppet over alle kup". Rosalie er med på telefonisk hotline hvor hun sidder med sine foto-onlineforums klar-parat. Jeg befinder mig selv i behørig afstand fra butikken hvor Sofia med en nedladende krejler-attitude, kun mulig for indfødte kinesere, forhandler med sælgeren, samtidig med at Jam giver den som den utålmodige ven, der modtager beskeder på mobilen fra mig omkring hvorvidt sælgeren er fuld af lort, baseret på ekspertviden fra Rosalie, samt hvorvidt de nærmer sig en rimelig pris... disse beskeder bliver fra Jam til Sofia præsenteret som "skynd-jer-nu-beskeder" om den middag de allerede burde være til!

Kineserne er snu, men de har muligvis undervurderet hvor hittepåsom en nærig dansker potentielt kan være!!

Nu vil jeg bevæge mig ud og blive snydt når jeg køber mig noget aftensmad.