Landet uden børn...

Kina er verdens folkerigeste land. Når man først et par gange har oplevet myldretiden i Shanghai begynder man så småt at forstå det, og det til trods for at Shanghai slet ikke er den største by i Kina, men med en befolkning på over 1,3 mia mennesker er det ikke ensbetydende med en mindre by, blot fordi man ikke taler om den største.
Noget af det mest tankevækkende når man bevæger sig rundt i byen, på gaden, i supermarkedet, i metroen - eller hvor man nu færdes er, at der ikke er nogen børn.

Kina indførte sin etbarnspolitik i 1973 og siden er befolkningen stadig fortsat med at stige, dog har Kina i dag en af verdens "ældste" befolkninger, når det kommer til gennemsnitsalder. Et gennemsnitligt barn på 10 år i Kina, har en mor og en far, ingen mostre, onkler, tanter eller lign. Det har ingen søskende, ligesom barnets forældre heller ikke har nogen søskende. Når generationen der er født mellem 1930 og 1960 i løbet af de kommende år bliver gradvist mindre og mindre, vil Kina være et land bestående udelukkende af enebørn.

Men som billedet tegner sig i dag, betyder det at der er ca 8-9 voksne for hver 1 barn.
Som dansker er man vant til at se børn over alt og selvom vi kun får 1,8 barn per par i gennemsnit, er der alligevel masser af børn. Og børnene er også en del af det offentlige rum på en HELT anden måde, end i Kina. Som voksen lægger man ikke så meget mærke til det, før man pludselig kommer til at se efter det og tænker: "Hvor er børnene?"

Et samfund bestående af enebørn er ikke nødvendigvis en særlig heldig idé. Især når det kommer til erhvervslivet kan det være et kæmpe problem. Selvmordraten er ekstrem i forhold til europæiske standarder, og mange unge kan ikke klare presset når de pludselig bliver forventet at skulle levere, og når alt i verden pludselig ikke drejer sig om dem. Mentale sammenbrud er ret almindeligt. Det er ironisk nok noget af det der bliver forventet af os - at vi ikke har problemer med. At vi kan tage ansvar for en opgave og løse den, uden at skulle have nogen til at forklare os alt hvad vi skal gøre.

Det at tage ansvar er i det hele taget noget kinesere er virkelig dårlige til. Det betyder også at "management" er et gigantisk fænomen herovre! Ingen i Kina kan foretage sige noget, uden at nogen ser på og kontrollerer om det nu er godt nok. Så sent som i dag så vi ikke mindre end 8 mænd i gang med at hænge et reklamebanner på ca 5x10 m op på en mur. Til formålet havde de bygget et helt stillads!! på stilladset stod der 5 mand... imens der stod 3 på jorden og pegede og gav instrukser. I Danmark ville der max ha' været sat to mand med en lift på en sådan opgave. To timer senere da vi kom forbi igen, var de igang med at tage stilladset ned...

Det samme gør sig gældende i supermarkederne. Det er ikke unormalt at der er 50 mennesker på arbejde i hvad der svarer til en mellemstor føtex. F.eks. stod der i afdelingen med vaskepulver... som udgjorde to rækker hylder, med en ca 10 m lang gang imellem - 4 kvindelige ekspedienter... klar til at hjælpe. Eller når der står en mand og graver et hul i vejen... midt på gaden... og der står 3 mand og ser på, og diskuterer hvordan det kunne gøres bedre eller hurtigere.

Men med en løn til en ufaglært arbejder der ligger ca omkring 1500 dkr om måneden, er der penge til det. I det hele taget undres man over hvordan Kina formår at være så effektivt, når de spilder SÅ mange resourcer på ingenting. Man må undres...