søndag den 8. marts 2009

Endnu en uge...

Så blev det søndag, og endnu en uge i Shanghai er gået. Jeg ved godt at jeg har været lidt sløv i denne uge, i forhold til at få skrevet på bloggen.
Men men men - der er sket EN MASSE!
Mandag var boligsituationen officielt løst for hele holdet og alle havde fundet sig et sted. Dog skal det siges at både mandag og tirsdag for mit vedkommende gik med at forsøge at få de meget ustabile hæveautomater i Shanghai til at makke ret, sådan at vi i lejligheden kunne få hævet de ca 16000 dkr det koster os at ha en lejlighed i Shanghai i 3 måneder. Men da man kun kan hæve 2000 kr om dagen pr kort, tager det lidt tid. Faktisk var det først igår lørdag at det lykkedes os at få betalt de sidste penge. Heldigvis var vores boligagent Tracy yderst tålmodig - det havde hun også bare at være med den kommision hun fik sig! Nå... men lejligheden er betalt, internettet er oppe at køre, der er varmt vand i bruseren og køkkenet ligner efterhånden næsten noget jeg kunne finde på at forsøge at lave mad i... men stadig ikke helt!

Ugen bød også på et besøg i IKEA. IKEA i Shanghai ligner FULDSTÆNDIG IKEA i Danmark, men det kunne man vel forvente. Det eneste der ikke ligner Danmark, er priserne. I Kina bliver IKEA opfattet som vesteuropæisk luksus... uden pis - de ser IKEA som super god kvalitet. Det betyder også at priserne i Kina er højere end i Danmark, og det til trods for at en folkeskolelærer i Kina tjener knap 3000 kr om måneden - før skat. Så IKEA fik lov til kun at bidrage med mindre småting, samt en seng til Rene. Resten endte vi med at købe i det lokale supermarked.

Ellers har ugen budt på det store "Organisations-Cirkus" på holdet. Den del får et indlæg for sig selv, som jeg skriver når jeg er færdig med dette her.

Ydermere har en stor del af tiden både i "skoletiden" og udenfor gået med at "bygge" vores kontor i Shanghai, også kaldet Homebase. Jeg forsøger i skrivende stund at skaffe billeder af stedet, så folk kan få en idé om hvor det er jeg kommer til at bruge tiden de næste måneder.
Hele stedet er blevet malet, der er blevet hammeret og banket, sat lamper op, fundet billeder, lavet kunst, podier, skaffet et bordtennisbord, møbler... og vi har fået banket en velfungerende bar sammen i den ene ende af lokalet. Hele området er på knap 300 m2... + toiletter osv.

Deadline for at være færdig var fredag kl 15, hvor vi havde inviteret alle vores kontakter i Shanghai, samt adskillige af byens universiteter til reception. Det holdt hårdt til det sidste, men vi nåede det. Dog var der et par lamper der ikke lige kom op som planlagt, men det vidste gæsterne jo ikke noget om. Efter den officielle del var der fest - KP-style... masser af øl, god musik og hygge. Jeg løb ind i to unge kinesere som var vildt søde. De inviterede mig ud at spise, og som det er tradition i Kina, så betaler den der foreslår at spise. De to hed Jam og Sofia og var begge studerende. Efter vi havde spist gik vi tilbage til festen, hvorefter de dog ret hurtigt smuttede, da de skulle tidligt op og i skole lørdag. Mange studier i Kina ligger i weekenden, da de studerende jo ikke får SU, og derfor er nødt til at arbejde ved siden af i hverdagene, for at betale for studiet.

Lørdag tog jeg ud at spise sammen med Jam og Sofia igen. De kendte en rigtig god italiensk restaurant, hvor pizzaen faktisk smagte af pizza og hvor vandet der blev serveret ikke smagte af klor - optur! Efter middagen tog vi på en kinesisk bar og drak øl. Jeg havde givet Sofia noget feedback på et projekt hun går og roder med omkring mikrolån til studerende via en hjemmeside. Hun kører projektet sammen med 5 andre studrende, og det går faktisk rigtig godt. På blot 2 måneder har de via hjemmesiden skaffet finansiering til 15 studerende. Problemet nu er så bare, at de jo gerne selv vil kunne få lidt ud af det også, da de - skal guderne vide - ikke selv har ret meget heller. Jeg havde nogle forslag som åbenbart faldt i god jord, for Sofia insisterede på at betale alle mine drikkevarer resten af aftenen, hvilket faktisk blev til en del. En gang ud på natten tog vi tilbage til deres kollegie, hvor de studerende bor på værelse på omkring 12 m2... og her bor de så tre - og ja - de har køjesenge. Til gengæld koster det ca 1400 dkr om året at bo sådan... Så i forhold til Sofias projekt kan i nok se, at det ikke er alverden der skal gives i økonomisk støtte for at få en studerende igennem sin uddannelse.

Min plan... indtil videre er, at jeg gerne vil prøve at hjælpe Sofia og de andre med deres projekt når vi lige selv er kommet i gang med vores egne projekter hernede, som jeg vil skrive mere om senere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar