Opslag
tirsdag den 31. marts 2009
mandag den 23. marts 2009
Så lykkedes det
Efter lang tids stilstand på bloggen, er det vist ved at være tid til at få skrevet lidt igen. Der er jo sket en helt masse, som i nok kan regne ud. Det er i det hele taget sjældent at der går en dag uden at der sker noget ret interessant.
Allerførst tror jeg det er relevant at skrive lidt om arbejdssituationen herovre, da den sidste uge har været en smule forvirrende - især for mit vedkommende!
I det sidste indlæg jeg skrev om hvad jeg laver herovre, tror jeg at jeg fik forklaret at jeg er havnet i HR i den organisation vi har konstrueret herovre. Lad os bare sige at der er løbet meget vand under NanPu Bridge siden da.
Kort tid efter at jeg var havnet i HR opstod der en del polemik omkring hvad HR egentlig præcist skulle lave, om det var relevant, og hvorvidt vi der befandt os der egentlig syntes der var den store læring at hente. Resultatet blev, at de to andre i HR sammen med en enkelt fra external relations dannede en ny gruppe og over et par dage fik tildelt en ny klient, som de nu har arbejdet for i knap to uger. Dette betød at jeg nu stod alene tilbage i HR, samt at Abdul stod alene tilbage i ER. Managementgruppen forsøgte at hitte ud af hvordan vi kunne reorganisere os. Resultatet blev, at både ER og HR blev lagt ind under management, som derefter skiftede navn til Administrationen istedet. Abdul trak sig og dannede istedet et "kreativt værksted" der har til formål at hjælpe de andre grupper med kreative opgaver. Rigtig fint altsammen. HR blev omdøbt til internal relations og fordelt på de forskellige personer i administrationen der i forvejen tog sig af lignende opgaver. Jeg havnede sammen med Peter i det nydannede ER, og har nu til opgave at tegne organisationens og ikke mindst skolens ansigt udadtil. Dette kommer til at ske igennem en organisationsblog der gerne skulle være oppe at køre i løbet af et par dage. Her er planen at vi skal poste billeder, artikler, interviews, videoklips osv omkring hvad der sker internt i organisationen. Samtidig har vi også startet et netværksarrangement op, der efter planen skal løbe af stablen hver fredag aften. Detaljerne er "still in the making"...
Jeg ved godt at det måske er lidt indviklet, men feel free til at stille spørgsmål, hvis noget skal uddybes.
Ellers har jeg holdt fødselsdag i weekenden. Også rigtig muntert. Vi var en ordentlig flok mennesker på en japansk restaurant med et navn jeg hverken kan udtale eller huske hvordan staves - men godt var det. Et interessant koncept hvor man sidder 14 mennesker ved et halvmåneformet bord. I midten af bordet er der en stor stegeplade, med tilhørende kok. Man bestiller så alt det mad man har lyst til (det koster ca 130 kr for fri mad og drikkevarer pr person) Maden bliver så tilberedt løbende, én ret ad gangen. Det lyder jo altsammen meget godt, men her er det så at man løber ind i en underlig ting omkring kinesisk kultur. Hvis man går ind på et "All you can eat"sted i Danmark... så forventer man at der faktisk ER all you can eat. Det var der skam også her, men det fungerer sådan at når tjenerne syntes, at "nu har i da vist spist nok, eller fået øl nok på husets regning", så begynder alt bare at gå i sneglefart. Maden man bestiller kommer først efter lang ventetid, eller også kommer den slet ikke. Heldigvis havde vi Nina, en af Kim's bekendte med - og hun kendte systemet, samt hvordan man skulle klare det. Man sørger ganske enkelt for at bestille ca 3 gange så meget mad som man egentlig har tænkt sig at spise, og så passer det ca med at man får det man gerne vil ha' alligevel. Underligt system.
Jeg har mødt en belgier hernede. Ganske rart med en europæisk kontakt, der faktisk har boet her længe nok til at kunne sproget og kan hjælpe med alle de små sære finurligheder og misforståelser. Typen man kan ringe til kl halv to om natten når man sidder i en taxa og ikke kan forklare chaufføren hvor det lige er man gerne vil hen. Guld værd!
Rosalie, som hun hedder, læser kinesisk samt asiatisk kunsthistorie hjemme i Belgien, men hun stiller dog selv spørgsmål ved, om hun mon nogensinde rejser hjem igen. Jeg trod et faktisk ikke, hvis jeg skal være ærlig. Udover at være god til sproget har hun også ret meget forstand på kameraer - noget jeg jo har manglet en del. Så igår var vi på "jagt" og det lykkedes os at finde et rigtig godt et. Et semi-professionelt Nikon med en god linse og nogle ret fede features... men som alt andet i Kina er det ikke så enkelt endda... Næste skridt består i faktisk at købe det.
Der er meget få steder hvor der faktisk er prismærker på tingene i Kina. ALT er til forhandling - selv når man går ind i et 5etagers storcenter der kun har kameraer. Nuvel - skik følge eller land fly; det kan godt være det ligner en fancy version af PhotoCare, men i praksis fungerer det mere som Vorbasse Marked. Hvis man vil ha en god pris kræver det tålmodighed, udholdenhed, en god viden om hvad tingene er værd (for vejledning findes ikke i Kina) og vigtigst af alt - en god agent. Det er et helt grundlæggende vilkår i Kina, at alle udlændinge konsekvent får en dårligere pris og behandling end kinesere. Det er ligemeget om man har boet her i 30 år og taler bedre kinesisk end kineserne. Er man vesterlænding er man pr definition rig og dum - og har fortjent at blive snydt.
Heldigvis har jeg mødt et par flinke kinesiske studerende der hedder Jam og Sofia, og de hjælper gerne. Jeg har derfor allieret mig med dem og er pt igang med at forberede "Kuppet over alle kup". Rosalie er med på telefonisk hotline hvor hun sidder med sine foto-onlineforums klar-parat. Jeg befinder mig selv i behørig afstand fra butikken hvor Sofia med en nedladende krejler-attitude, kun mulig for indfødte kinesere, forhandler med sælgeren, samtidig med at Jam giver den som den utålmodige ven, der modtager beskeder på mobilen fra mig omkring hvorvidt sælgeren er fuld af lort, baseret på ekspertviden fra Rosalie, samt hvorvidt de nærmer sig en rimelig pris... disse beskeder bliver fra Jam til Sofia præsenteret som "skynd-jer-nu-beskeder" om den middag de allerede burde være til!
Kineserne er snu, men de har muligvis undervurderet hvor hittepåsom en nærig dansker potentielt kan være!!
Nu vil jeg bevæge mig ud og blive snydt når jeg køber mig noget aftensmad.
Allerførst tror jeg det er relevant at skrive lidt om arbejdssituationen herovre, da den sidste uge har været en smule forvirrende - især for mit vedkommende!
I det sidste indlæg jeg skrev om hvad jeg laver herovre, tror jeg at jeg fik forklaret at jeg er havnet i HR i den organisation vi har konstrueret herovre. Lad os bare sige at der er løbet meget vand under NanPu Bridge siden da.
Kort tid efter at jeg var havnet i HR opstod der en del polemik omkring hvad HR egentlig præcist skulle lave, om det var relevant, og hvorvidt vi der befandt os der egentlig syntes der var den store læring at hente. Resultatet blev, at de to andre i HR sammen med en enkelt fra external relations dannede en ny gruppe og over et par dage fik tildelt en ny klient, som de nu har arbejdet for i knap to uger. Dette betød at jeg nu stod alene tilbage i HR, samt at Abdul stod alene tilbage i ER. Managementgruppen forsøgte at hitte ud af hvordan vi kunne reorganisere os. Resultatet blev, at både ER og HR blev lagt ind under management, som derefter skiftede navn til Administrationen istedet. Abdul trak sig og dannede istedet et "kreativt værksted" der har til formål at hjælpe de andre grupper med kreative opgaver. Rigtig fint altsammen. HR blev omdøbt til internal relations og fordelt på de forskellige personer i administrationen der i forvejen tog sig af lignende opgaver. Jeg havnede sammen med Peter i det nydannede ER, og har nu til opgave at tegne organisationens og ikke mindst skolens ansigt udadtil. Dette kommer til at ske igennem en organisationsblog der gerne skulle være oppe at køre i løbet af et par dage. Her er planen at vi skal poste billeder, artikler, interviews, videoklips osv omkring hvad der sker internt i organisationen. Samtidig har vi også startet et netværksarrangement op, der efter planen skal løbe af stablen hver fredag aften. Detaljerne er "still in the making"...
Jeg ved godt at det måske er lidt indviklet, men feel free til at stille spørgsmål, hvis noget skal uddybes.
Ellers har jeg holdt fødselsdag i weekenden. Også rigtig muntert. Vi var en ordentlig flok mennesker på en japansk restaurant med et navn jeg hverken kan udtale eller huske hvordan staves - men godt var det. Et interessant koncept hvor man sidder 14 mennesker ved et halvmåneformet bord. I midten af bordet er der en stor stegeplade, med tilhørende kok. Man bestiller så alt det mad man har lyst til (det koster ca 130 kr for fri mad og drikkevarer pr person) Maden bliver så tilberedt løbende, én ret ad gangen. Det lyder jo altsammen meget godt, men her er det så at man løber ind i en underlig ting omkring kinesisk kultur. Hvis man går ind på et "All you can eat"sted i Danmark... så forventer man at der faktisk ER all you can eat. Det var der skam også her, men det fungerer sådan at når tjenerne syntes, at "nu har i da vist spist nok, eller fået øl nok på husets regning", så begynder alt bare at gå i sneglefart. Maden man bestiller kommer først efter lang ventetid, eller også kommer den slet ikke. Heldigvis havde vi Nina, en af Kim's bekendte med - og hun kendte systemet, samt hvordan man skulle klare det. Man sørger ganske enkelt for at bestille ca 3 gange så meget mad som man egentlig har tænkt sig at spise, og så passer det ca med at man får det man gerne vil ha' alligevel. Underligt system.
Jeg har mødt en belgier hernede. Ganske rart med en europæisk kontakt, der faktisk har boet her længe nok til at kunne sproget og kan hjælpe med alle de små sære finurligheder og misforståelser. Typen man kan ringe til kl halv to om natten når man sidder i en taxa og ikke kan forklare chaufføren hvor det lige er man gerne vil hen. Guld værd!
Rosalie, som hun hedder, læser kinesisk samt asiatisk kunsthistorie hjemme i Belgien, men hun stiller dog selv spørgsmål ved, om hun mon nogensinde rejser hjem igen. Jeg trod et faktisk ikke, hvis jeg skal være ærlig. Udover at være god til sproget har hun også ret meget forstand på kameraer - noget jeg jo har manglet en del. Så igår var vi på "jagt" og det lykkedes os at finde et rigtig godt et. Et semi-professionelt Nikon med en god linse og nogle ret fede features... men som alt andet i Kina er det ikke så enkelt endda... Næste skridt består i faktisk at købe det.
Der er meget få steder hvor der faktisk er prismærker på tingene i Kina. ALT er til forhandling - selv når man går ind i et 5etagers storcenter der kun har kameraer. Nuvel - skik følge eller land fly; det kan godt være det ligner en fancy version af PhotoCare, men i praksis fungerer det mere som Vorbasse Marked. Hvis man vil ha en god pris kræver det tålmodighed, udholdenhed, en god viden om hvad tingene er værd (for vejledning findes ikke i Kina) og vigtigst af alt - en god agent. Det er et helt grundlæggende vilkår i Kina, at alle udlændinge konsekvent får en dårligere pris og behandling end kinesere. Det er ligemeget om man har boet her i 30 år og taler bedre kinesisk end kineserne. Er man vesterlænding er man pr definition rig og dum - og har fortjent at blive snydt.
Heldigvis har jeg mødt et par flinke kinesiske studerende der hedder Jam og Sofia, og de hjælper gerne. Jeg har derfor allieret mig med dem og er pt igang med at forberede "Kuppet over alle kup". Rosalie er med på telefonisk hotline hvor hun sidder med sine foto-onlineforums klar-parat. Jeg befinder mig selv i behørig afstand fra butikken hvor Sofia med en nedladende krejler-attitude, kun mulig for indfødte kinesere, forhandler med sælgeren, samtidig med at Jam giver den som den utålmodige ven, der modtager beskeder på mobilen fra mig omkring hvorvidt sælgeren er fuld af lort, baseret på ekspertviden fra Rosalie, samt hvorvidt de nærmer sig en rimelig pris... disse beskeder bliver fra Jam til Sofia præsenteret som "skynd-jer-nu-beskeder" om den middag de allerede burde være til!
Kineserne er snu, men de har muligvis undervurderet hvor hittepåsom en nærig dansker potentielt kan være!!
Nu vil jeg bevæge mig ud og blive snydt når jeg køber mig noget aftensmad.
onsdag den 11. marts 2009
TRE SMÅ KINESERE – PLUS DET LØSE
Mens vi herhjemme taler effektivisering på alle plan og inden for alle brancher, står Kina i en situation, hvor de har brug for at pacificere en stor del af befolkningen.
I går aftes var jeg ude at spise med to kinesiske studerende. Da vi ved 22-tiden er på vej hjem, kommer vi forbi et vejarbejde. Arbejdssjakket består af ni mand, en trillebør, fire skovle, tre hakker og en rendegraver. En mand hakker i asfalten, to mand skovler jord, sten og asfalt op i trillebøren, og de resterende seks læner sig op ad hver sin skovl eller hakke og ser på. Dette er ikke et usædvanligt syn. Da jeg spørger mine to kinesiske bekendtskaber og baggrunden for denne KOMPLET ineffektive arbejdsfordeling, svarer de: "If they all worked efficiently, they would finish much faster, and thereby they would be out of work". Det virker som en vanvittig tanke, når man kommer fra et effektivt og rationelt indrettet land som Danmark. Hvorfor ikke give dem noget at lave, frem for at betale dem løn for at lave ingenting? Men Kina er ikke Danmark, og Danmark er ikke Kina.
Kernen i kinesisk kultur
Nu kunne man sikkert argumentere for, at det da ville være en god investering at give de ca. 1 mia. ufaglærte kinesere en uddannelse, så de kunne bidrage aktivt til samfundsøkonomien. Men her er man nødt til at forstå et centralt paradoks i kinesisk kultur.
Kineserne elsker at tale om Zhonghua minzu – ’Det kinesiske folk’ og ikke mindst dets, i kinesiske øjne, nærmest uendelige historie. Så langt tilbage, som der har været tale om et samlet Kina, har landet bestået af en lille, magtfuld overklasse og en gigantisk underklasse holdt i skak af militær magt samt et sindrigt etisk system roterende omkring ære og skam. Det var bl.a. også denne baggrund, der ledte til Mao Zedong's senere så berømte ord: "Hvis folket og militæret står sammen, hvem kan da håbe på at besejre os?" Tanken om, at magten og folket var på samme side, var i 1940erne helt ny i kinesisk kontekst. Men billedet har vist sig at være et dream society. Magtstrukturerne i Kina ligner i dag på mange måder dem, der var kendt, før den kinesiske borgerkrig tog sin begyndelse i 1927. Selvom magten har ændret ansigt, befinder den sig stadig på en forsvindende lille del af befolkningens hænder. 0,7 % af befolkningen ejer godt 70 % af Kinas værdier. Så meget for kommunisme.
Kina er et gigantisk land med en endnu mere gigantisk befolkning. Kinas overlevelse er baseret på et underfundigt kuriosum omhandlende det faktum, at landet er afhængig af sin befolknings støtte til at fastholde den selv samme befolkning i fattigdom. Og måden at gøre det på er gennem en mærkværdig kombination af neo-liberalisme blandet med kommunistiske paroler og idealer. En art ’Den amerikanske drøm’ møder polsk køkultur. Alle har muligheden for at blive rige, så længe de accepterer, at det måske ikke bliver i deres levetid.
(Tak Kristina)
I går aftes var jeg ude at spise med to kinesiske studerende. Da vi ved 22-tiden er på vej hjem, kommer vi forbi et vejarbejde. Arbejdssjakket består af ni mand, en trillebør, fire skovle, tre hakker og en rendegraver. En mand hakker i asfalten, to mand skovler jord, sten og asfalt op i trillebøren, og de resterende seks læner sig op ad hver sin skovl eller hakke og ser på. Dette er ikke et usædvanligt syn. Da jeg spørger mine to kinesiske bekendtskaber og baggrunden for denne KOMPLET ineffektive arbejdsfordeling, svarer de: "If they all worked efficiently, they would finish much faster, and thereby they would be out of work". Det virker som en vanvittig tanke, når man kommer fra et effektivt og rationelt indrettet land som Danmark. Hvorfor ikke give dem noget at lave, frem for at betale dem løn for at lave ingenting? Men Kina er ikke Danmark, og Danmark er ikke Kina.
Kernen i kinesisk kultur
Nu kunne man sikkert argumentere for, at det da ville være en god investering at give de ca. 1 mia. ufaglærte kinesere en uddannelse, så de kunne bidrage aktivt til samfundsøkonomien. Men her er man nødt til at forstå et centralt paradoks i kinesisk kultur.
Kineserne elsker at tale om Zhonghua minzu – ’Det kinesiske folk’ og ikke mindst dets, i kinesiske øjne, nærmest uendelige historie. Så langt tilbage, som der har været tale om et samlet Kina, har landet bestået af en lille, magtfuld overklasse og en gigantisk underklasse holdt i skak af militær magt samt et sindrigt etisk system roterende omkring ære og skam. Det var bl.a. også denne baggrund, der ledte til Mao Zedong's senere så berømte ord: "Hvis folket og militæret står sammen, hvem kan da håbe på at besejre os?" Tanken om, at magten og folket var på samme side, var i 1940erne helt ny i kinesisk kontekst. Men billedet har vist sig at være et dream society. Magtstrukturerne i Kina ligner i dag på mange måder dem, der var kendt, før den kinesiske borgerkrig tog sin begyndelse i 1927. Selvom magten har ændret ansigt, befinder den sig stadig på en forsvindende lille del af befolkningens hænder. 0,7 % af befolkningen ejer godt 70 % af Kinas værdier. Så meget for kommunisme.
Kina er et gigantisk land med en endnu mere gigantisk befolkning. Kinas overlevelse er baseret på et underfundigt kuriosum omhandlende det faktum, at landet er afhængig af sin befolknings støtte til at fastholde den selv samme befolkning i fattigdom. Og måden at gøre det på er gennem en mærkværdig kombination af neo-liberalisme blandet med kommunistiske paroler og idealer. En art ’Den amerikanske drøm’ møder polsk køkultur. Alle har muligheden for at blive rige, så længe de accepterer, at det måske ikke bliver i deres levetid.
(Tak Kristina)
Nu med redaktør!
Så har jeg sgu allieret mig med en professionel tesktforfatter til at sørge for at mine underlødige skriblerier hænger en smule sammen. Så når jeg i fremtiden slutter med at skrive (Tak Kristina) så refererer jeg altså til hende den yderst attraktive singlekvinde med eget firma, som har forbarmet sig over mig... guderne må vide hvorfor!?
Så forhåbentlig bliver det sproglige niveau lidt højere... hun har allerede taget sig kærligt af mit næste indlæg... Enjoy!
Så forhåbentlig bliver det sproglige niveau lidt højere... hun har allerede taget sig kærligt af mit næste indlæg... Enjoy!
mandag den 9. marts 2009
Arbejd Arbejd!
I Shanghai har man enten et arbejde, eller går sulten i seng.
Så slemt er det dog ikke for os. Os forkælede, overprivilligerede vesterlændinge er rejst 9000 km mod øst for at arbejde frivilligt. Og hvad er det så vi skal arbejde med?
Skolen har på forhånd forhandlet nogle aftaler i stand med tre klienter herovre. Projekterne vi skal arbejde på, har vi først fået præsenteret efter vi kom herover.
Den første klient er det danske konsulat i Shanghai. Vores projekt går ud på at arrangerer en konference for danske virksomheder der er interesseret i at starte op i Shanghai. Vi har opklarende møder med dem i løbet af ugen, og da jeg ikke arbejder på projektet ved jeg faktisk ikke så meget om det, men jeg skal forsøge at få mere info ud, når jeg lærer mere om projektet.
Vores anden klient er en kinesisk webportal der hedder Sohu. Sohu minder lidt om Yahoo og har ca 10 mio besøgende om dagen. Sohu står i en situation hvor de har etableret sig som en navn, men faktisk mangler indhold til deres besøgende. De er primært kendt for nyheder, sladder samt at de hoster blogs for en masse kendte folk.
Vores opgave for Sohu kommer til at bestå i at skabe en form for guide til unge kinesere der gerne vil starte deres egen virksomhed. På dette projekt er vi også stadig i gang med at finde ud af detaljerne.
Tredje og sidste projekt er for to amerikanske firmaer der hedder Prophet og Play. Prophet er et stort firma med afdelinger over hele USA og minder meget om McKinsey. Play er derimod et temmelig finurligt projekt. De har specialiseret sig i inspiration. Og hvad betyder det så?
Kort fortalt går det ud på, at de udgiver tidsskrifter, arrangerer rejser, konferencer osv... med det formål at inspirere virksomhedsledere til at få nye ideer i forhold til deres egne projekter og virksomheder. Prophet opkøbte Play for knap et år siden, og deres samarbejde lader til at gavne begge parter. Vores opgave for er primært for Play. Vi skal designe og eksekvere en 3-dages inspirations-tour for et hold af amerikanske erhvervsfolk. Billetterne er solgt, og de har betalt godt 20.000 kr pr person + rejsen herovre, så vi skal vist tage os seriøst sammen... he he.
Vi har brugt en del på at indrette en organisation. Vi er som bekendt 36 mennesker, og vi kan ikke alle arbejde på det samme projekt - i hvert fald ikke effektivt. Resultatet er blevet, at vi har indrettet os således, at der er lavet en styregruppe, der tager sig af at lede og fordele arbejdsopgaver. Ydermere har de ansvar for overblik og økonomi.
Derudover er der nedsat en langsigtet læringsgruppe, som er ansvarlige for det faglige niveau, samt at vi når igennem pensum, samt at fokusere på at vi får leveret og produceret de ting der er krævet fra skolens side i forhold til eksamen i september.
Enhver organisation har naturligvis også en PR-gruppe... vi er ingen undtagelse, men da grupperne først er begyndt at finde ud af hvad der skal ske, er der ikke det store behov for PR endnu, hvilket vil sige at folkene der, i skrivende stund er temmelig arbejdsløse. Styregruppen forsøger at finde en løsning.
Der er også nedsat en HR-gruppe, som jeg sidder i. Opgaverne fra starten var egentlig defineret som at sørge for teamprocesser og at sørge for at alle i organisationen følte sig godt tilpas, samt at sørge for at de de rigtige mennesker, med de rigtige kompetencer blev kanaliseret derhen i organisationen hvor der var mest brug for dem. Det har vist sig at være noget sværere at implementere end først antaget, hvilket vil sige, at vi stort set er arbejdsløse. Så længe grupperne ikke ved hvor de står og hvad de har brug for, er det også meget svært at finde ud af hvad de har brug for fra HR.
Sluttelig er der naturligvis også nedsat en projektgruppe for hver af de 3 projekter, som jeg allerede har beskrevet.
Imorgen skal jeg facilitere en værdiudviklingsproces for repræsentanter fra alle grupperne. Formålet er at etablere et værdimæssigt fundament hvorfra beslutninger kan tages. Jeg var så heldig at det netop var samme emne min proceseksamen i efteråret omhandlede, og jeg har derfor rettet mit program fra dengang til... så jeg er sådan set klar til imorgen.
Så slemt er det dog ikke for os. Os forkælede, overprivilligerede vesterlændinge er rejst 9000 km mod øst for at arbejde frivilligt. Og hvad er det så vi skal arbejde med?
Skolen har på forhånd forhandlet nogle aftaler i stand med tre klienter herovre. Projekterne vi skal arbejde på, har vi først fået præsenteret efter vi kom herover.
Den første klient er det danske konsulat i Shanghai. Vores projekt går ud på at arrangerer en konference for danske virksomheder der er interesseret i at starte op i Shanghai. Vi har opklarende møder med dem i løbet af ugen, og da jeg ikke arbejder på projektet ved jeg faktisk ikke så meget om det, men jeg skal forsøge at få mere info ud, når jeg lærer mere om projektet.
Vores anden klient er en kinesisk webportal der hedder Sohu. Sohu minder lidt om Yahoo og har ca 10 mio besøgende om dagen. Sohu står i en situation hvor de har etableret sig som en navn, men faktisk mangler indhold til deres besøgende. De er primært kendt for nyheder, sladder samt at de hoster blogs for en masse kendte folk.
Vores opgave for Sohu kommer til at bestå i at skabe en form for guide til unge kinesere der gerne vil starte deres egen virksomhed. På dette projekt er vi også stadig i gang med at finde ud af detaljerne.
Tredje og sidste projekt er for to amerikanske firmaer der hedder Prophet og Play. Prophet er et stort firma med afdelinger over hele USA og minder meget om McKinsey. Play er derimod et temmelig finurligt projekt. De har specialiseret sig i inspiration. Og hvad betyder det så?
Kort fortalt går det ud på, at de udgiver tidsskrifter, arrangerer rejser, konferencer osv... med det formål at inspirere virksomhedsledere til at få nye ideer i forhold til deres egne projekter og virksomheder. Prophet opkøbte Play for knap et år siden, og deres samarbejde lader til at gavne begge parter. Vores opgave for er primært for Play. Vi skal designe og eksekvere en 3-dages inspirations-tour for et hold af amerikanske erhvervsfolk. Billetterne er solgt, og de har betalt godt 20.000 kr pr person + rejsen herovre, så vi skal vist tage os seriøst sammen... he he.
Vi har brugt en del på at indrette en organisation. Vi er som bekendt 36 mennesker, og vi kan ikke alle arbejde på det samme projekt - i hvert fald ikke effektivt. Resultatet er blevet, at vi har indrettet os således, at der er lavet en styregruppe, der tager sig af at lede og fordele arbejdsopgaver. Ydermere har de ansvar for overblik og økonomi.
Derudover er der nedsat en langsigtet læringsgruppe, som er ansvarlige for det faglige niveau, samt at vi når igennem pensum, samt at fokusere på at vi får leveret og produceret de ting der er krævet fra skolens side i forhold til eksamen i september.
Enhver organisation har naturligvis også en PR-gruppe... vi er ingen undtagelse, men da grupperne først er begyndt at finde ud af hvad der skal ske, er der ikke det store behov for PR endnu, hvilket vil sige at folkene der, i skrivende stund er temmelig arbejdsløse. Styregruppen forsøger at finde en løsning.
Der er også nedsat en HR-gruppe, som jeg sidder i. Opgaverne fra starten var egentlig defineret som at sørge for teamprocesser og at sørge for at alle i organisationen følte sig godt tilpas, samt at sørge for at de de rigtige mennesker, med de rigtige kompetencer blev kanaliseret derhen i organisationen hvor der var mest brug for dem. Det har vist sig at være noget sværere at implementere end først antaget, hvilket vil sige, at vi stort set er arbejdsløse. Så længe grupperne ikke ved hvor de står og hvad de har brug for, er det også meget svært at finde ud af hvad de har brug for fra HR.
Sluttelig er der naturligvis også nedsat en projektgruppe for hver af de 3 projekter, som jeg allerede har beskrevet.
Imorgen skal jeg facilitere en værdiudviklingsproces for repræsentanter fra alle grupperne. Formålet er at etablere et værdimæssigt fundament hvorfra beslutninger kan tages. Jeg var så heldig at det netop var samme emne min proceseksamen i efteråret omhandlede, og jeg har derfor rettet mit program fra dengang til... så jeg er sådan set klar til imorgen.
søndag den 8. marts 2009
Endnu en uge...
Så blev det søndag, og endnu en uge i Shanghai er gået. Jeg ved godt at jeg har været lidt sløv i denne uge, i forhold til at få skrevet på bloggen.
Men men men - der er sket EN MASSE!
Mandag var boligsituationen officielt løst for hele holdet og alle havde fundet sig et sted. Dog skal det siges at både mandag og tirsdag for mit vedkommende gik med at forsøge at få de meget ustabile hæveautomater i Shanghai til at makke ret, sådan at vi i lejligheden kunne få hævet de ca 16000 dkr det koster os at ha en lejlighed i Shanghai i 3 måneder. Men da man kun kan hæve 2000 kr om dagen pr kort, tager det lidt tid. Faktisk var det først igår lørdag at det lykkedes os at få betalt de sidste penge. Heldigvis var vores boligagent Tracy yderst tålmodig - det havde hun også bare at være med den kommision hun fik sig! Nå... men lejligheden er betalt, internettet er oppe at køre, der er varmt vand i bruseren og køkkenet ligner efterhånden næsten noget jeg kunne finde på at forsøge at lave mad i... men stadig ikke helt!
Ugen bød også på et besøg i IKEA. IKEA i Shanghai ligner FULDSTÆNDIG IKEA i Danmark, men det kunne man vel forvente. Det eneste der ikke ligner Danmark, er priserne. I Kina bliver IKEA opfattet som vesteuropæisk luksus... uden pis - de ser IKEA som super god kvalitet. Det betyder også at priserne i Kina er højere end i Danmark, og det til trods for at en folkeskolelærer i Kina tjener knap 3000 kr om måneden - før skat. Så IKEA fik lov til kun at bidrage med mindre småting, samt en seng til Rene. Resten endte vi med at købe i det lokale supermarked.
Ellers har ugen budt på det store "Organisations-Cirkus" på holdet. Den del får et indlæg for sig selv, som jeg skriver når jeg er færdig med dette her.
Ydermere har en stor del af tiden både i "skoletiden" og udenfor gået med at "bygge" vores kontor i Shanghai, også kaldet Homebase. Jeg forsøger i skrivende stund at skaffe billeder af stedet, så folk kan få en idé om hvor det er jeg kommer til at bruge tiden de næste måneder.
Hele stedet er blevet malet, der er blevet hammeret og banket, sat lamper op, fundet billeder, lavet kunst, podier, skaffet et bordtennisbord, møbler... og vi har fået banket en velfungerende bar sammen i den ene ende af lokalet. Hele området er på knap 300 m2... + toiletter osv.
Deadline for at være færdig var fredag kl 15, hvor vi havde inviteret alle vores kontakter i Shanghai, samt adskillige af byens universiteter til reception. Det holdt hårdt til det sidste, men vi nåede det. Dog var der et par lamper der ikke lige kom op som planlagt, men det vidste gæsterne jo ikke noget om. Efter den officielle del var der fest - KP-style... masser af øl, god musik og hygge. Jeg løb ind i to unge kinesere som var vildt søde. De inviterede mig ud at spise, og som det er tradition i Kina, så betaler den der foreslår at spise. De to hed Jam og Sofia og var begge studerende. Efter vi havde spist gik vi tilbage til festen, hvorefter de dog ret hurtigt smuttede, da de skulle tidligt op og i skole lørdag. Mange studier i Kina ligger i weekenden, da de studerende jo ikke får SU, og derfor er nødt til at arbejde ved siden af i hverdagene, for at betale for studiet.
Lørdag tog jeg ud at spise sammen med Jam og Sofia igen. De kendte en rigtig god italiensk restaurant, hvor pizzaen faktisk smagte af pizza og hvor vandet der blev serveret ikke smagte af klor - optur! Efter middagen tog vi på en kinesisk bar og drak øl. Jeg havde givet Sofia noget feedback på et projekt hun går og roder med omkring mikrolån til studerende via en hjemmeside. Hun kører projektet sammen med 5 andre studrende, og det går faktisk rigtig godt. På blot 2 måneder har de via hjemmesiden skaffet finansiering til 15 studerende. Problemet nu er så bare, at de jo gerne selv vil kunne få lidt ud af det også, da de - skal guderne vide - ikke selv har ret meget heller. Jeg havde nogle forslag som åbenbart faldt i god jord, for Sofia insisterede på at betale alle mine drikkevarer resten af aftenen, hvilket faktisk blev til en del. En gang ud på natten tog vi tilbage til deres kollegie, hvor de studerende bor på værelse på omkring 12 m2... og her bor de så tre - og ja - de har køjesenge. Til gengæld koster det ca 1400 dkr om året at bo sådan... Så i forhold til Sofias projekt kan i nok se, at det ikke er alverden der skal gives i økonomisk støtte for at få en studerende igennem sin uddannelse.
Min plan... indtil videre er, at jeg gerne vil prøve at hjælpe Sofia og de andre med deres projekt når vi lige selv er kommet i gang med vores egne projekter hernede, som jeg vil skrive mere om senere.
Men men men - der er sket EN MASSE!
Mandag var boligsituationen officielt løst for hele holdet og alle havde fundet sig et sted. Dog skal det siges at både mandag og tirsdag for mit vedkommende gik med at forsøge at få de meget ustabile hæveautomater i Shanghai til at makke ret, sådan at vi i lejligheden kunne få hævet de ca 16000 dkr det koster os at ha en lejlighed i Shanghai i 3 måneder. Men da man kun kan hæve 2000 kr om dagen pr kort, tager det lidt tid. Faktisk var det først igår lørdag at det lykkedes os at få betalt de sidste penge. Heldigvis var vores boligagent Tracy yderst tålmodig - det havde hun også bare at være med den kommision hun fik sig! Nå... men lejligheden er betalt, internettet er oppe at køre, der er varmt vand i bruseren og køkkenet ligner efterhånden næsten noget jeg kunne finde på at forsøge at lave mad i... men stadig ikke helt!
Ugen bød også på et besøg i IKEA. IKEA i Shanghai ligner FULDSTÆNDIG IKEA i Danmark, men det kunne man vel forvente. Det eneste der ikke ligner Danmark, er priserne. I Kina bliver IKEA opfattet som vesteuropæisk luksus... uden pis - de ser IKEA som super god kvalitet. Det betyder også at priserne i Kina er højere end i Danmark, og det til trods for at en folkeskolelærer i Kina tjener knap 3000 kr om måneden - før skat. Så IKEA fik lov til kun at bidrage med mindre småting, samt en seng til Rene. Resten endte vi med at købe i det lokale supermarked.
Ellers har ugen budt på det store "Organisations-Cirkus" på holdet. Den del får et indlæg for sig selv, som jeg skriver når jeg er færdig med dette her.
Ydermere har en stor del af tiden både i "skoletiden" og udenfor gået med at "bygge" vores kontor i Shanghai, også kaldet Homebase. Jeg forsøger i skrivende stund at skaffe billeder af stedet, så folk kan få en idé om hvor det er jeg kommer til at bruge tiden de næste måneder.
Hele stedet er blevet malet, der er blevet hammeret og banket, sat lamper op, fundet billeder, lavet kunst, podier, skaffet et bordtennisbord, møbler... og vi har fået banket en velfungerende bar sammen i den ene ende af lokalet. Hele området er på knap 300 m2... + toiletter osv.
Deadline for at være færdig var fredag kl 15, hvor vi havde inviteret alle vores kontakter i Shanghai, samt adskillige af byens universiteter til reception. Det holdt hårdt til det sidste, men vi nåede det. Dog var der et par lamper der ikke lige kom op som planlagt, men det vidste gæsterne jo ikke noget om. Efter den officielle del var der fest - KP-style... masser af øl, god musik og hygge. Jeg løb ind i to unge kinesere som var vildt søde. De inviterede mig ud at spise, og som det er tradition i Kina, så betaler den der foreslår at spise. De to hed Jam og Sofia og var begge studerende. Efter vi havde spist gik vi tilbage til festen, hvorefter de dog ret hurtigt smuttede, da de skulle tidligt op og i skole lørdag. Mange studier i Kina ligger i weekenden, da de studerende jo ikke får SU, og derfor er nødt til at arbejde ved siden af i hverdagene, for at betale for studiet.
Lørdag tog jeg ud at spise sammen med Jam og Sofia igen. De kendte en rigtig god italiensk restaurant, hvor pizzaen faktisk smagte af pizza og hvor vandet der blev serveret ikke smagte af klor - optur! Efter middagen tog vi på en kinesisk bar og drak øl. Jeg havde givet Sofia noget feedback på et projekt hun går og roder med omkring mikrolån til studerende via en hjemmeside. Hun kører projektet sammen med 5 andre studrende, og det går faktisk rigtig godt. På blot 2 måneder har de via hjemmesiden skaffet finansiering til 15 studerende. Problemet nu er så bare, at de jo gerne selv vil kunne få lidt ud af det også, da de - skal guderne vide - ikke selv har ret meget heller. Jeg havde nogle forslag som åbenbart faldt i god jord, for Sofia insisterede på at betale alle mine drikkevarer resten af aftenen, hvilket faktisk blev til en del. En gang ud på natten tog vi tilbage til deres kollegie, hvor de studerende bor på værelse på omkring 12 m2... og her bor de så tre - og ja - de har køjesenge. Til gengæld koster det ca 1400 dkr om året at bo sådan... Så i forhold til Sofias projekt kan i nok se, at det ikke er alverden der skal gives i økonomisk støtte for at få en studerende igennem sin uddannelse.
Min plan... indtil videre er, at jeg gerne vil prøve at hjælpe Sofia og de andre med deres projekt når vi lige selv er kommet i gang med vores egne projekter hernede, som jeg vil skrive mere om senere.
søndag den 1. marts 2009
Langt om længe...
Så lykkedes det endelig.
Jeg har nu officielt et rigtigt sted at bo i Shanghai... adressen er tilføjet på kortet som kan ses i bunden af min blog. Efterhånden som der sker ting og sager herovre, vil jeg tilføje flere markeringer på kortet. Jeg har forgæves forsøgt at få kortet til at "starte" hvor jeg bor i Shanghai, men det insisterer hårdnakket på at have Danmark som startlokation, så sådan må det være for nu. Jeg regner med at få nogle billeder af mit nye hjem lagt ud inden for kort tid.
Jeg har nu officielt et rigtigt sted at bo i Shanghai... adressen er tilføjet på kortet som kan ses i bunden af min blog. Efterhånden som der sker ting og sager herovre, vil jeg tilføje flere markeringer på kortet. Jeg har forgæves forsøgt at få kortet til at "starte" hvor jeg bor i Shanghai, men det insisterer hårdnakket på at have Danmark som startlokation, så sådan må det være for nu. Jeg regner med at få nogle billeder af mit nye hjem lagt ud inden for kort tid.
Landet uden børn...
Kina er verdens folkerigeste land. Når man først et par gange har oplevet myldretiden i Shanghai begynder man så småt at forstå det, og det til trods for at Shanghai slet ikke er den største by i Kina, men med en befolkning på over 1,3 mia mennesker er det ikke ensbetydende med en mindre by, blot fordi man ikke taler om den største.
Noget af det mest tankevækkende når man bevæger sig rundt i byen, på gaden, i supermarkedet, i metroen - eller hvor man nu færdes er, at der ikke er nogen børn.
Kina indførte sin etbarnspolitik i 1973 og siden er befolkningen stadig fortsat med at stige, dog har Kina i dag en af verdens "ældste" befolkninger, når det kommer til gennemsnitsalder. Et gennemsnitligt barn på 10 år i Kina, har en mor og en far, ingen mostre, onkler, tanter eller lign. Det har ingen søskende, ligesom barnets forældre heller ikke har nogen søskende. Når generationen der er født mellem 1930 og 1960 i løbet af de kommende år bliver gradvist mindre og mindre, vil Kina være et land bestående udelukkende af enebørn.
Men som billedet tegner sig i dag, betyder det at der er ca 8-9 voksne for hver 1 barn.
Som dansker er man vant til at se børn over alt og selvom vi kun får 1,8 barn per par i gennemsnit, er der alligevel masser af børn. Og børnene er også en del af det offentlige rum på en HELT anden måde, end i Kina. Som voksen lægger man ikke så meget mærke til det, før man pludselig kommer til at se efter det og tænker: "Hvor er børnene?"
Et samfund bestående af enebørn er ikke nødvendigvis en særlig heldig idé. Især når det kommer til erhvervslivet kan det være et kæmpe problem. Selvmordraten er ekstrem i forhold til europæiske standarder, og mange unge kan ikke klare presset når de pludselig bliver forventet at skulle levere, og når alt i verden pludselig ikke drejer sig om dem. Mentale sammenbrud er ret almindeligt. Det er ironisk nok noget af det der bliver forventet af os - at vi ikke har problemer med. At vi kan tage ansvar for en opgave og løse den, uden at skulle have nogen til at forklare os alt hvad vi skal gøre.
Det at tage ansvar er i det hele taget noget kinesere er virkelig dårlige til. Det betyder også at "management" er et gigantisk fænomen herovre! Ingen i Kina kan foretage sige noget, uden at nogen ser på og kontrollerer om det nu er godt nok. Så sent som i dag så vi ikke mindre end 8 mænd i gang med at hænge et reklamebanner på ca 5x10 m op på en mur. Til formålet havde de bygget et helt stillads!! på stilladset stod der 5 mand... imens der stod 3 på jorden og pegede og gav instrukser. I Danmark ville der max ha' været sat to mand med en lift på en sådan opgave. To timer senere da vi kom forbi igen, var de igang med at tage stilladset ned...
Det samme gør sig gældende i supermarkederne. Det er ikke unormalt at der er 50 mennesker på arbejde i hvad der svarer til en mellemstor føtex. F.eks. stod der i afdelingen med vaskepulver... som udgjorde to rækker hylder, med en ca 10 m lang gang imellem - 4 kvindelige ekspedienter... klar til at hjælpe. Eller når der står en mand og graver et hul i vejen... midt på gaden... og der står 3 mand og ser på, og diskuterer hvordan det kunne gøres bedre eller hurtigere.
Men med en løn til en ufaglært arbejder der ligger ca omkring 1500 dkr om måneden, er der penge til det. I det hele taget undres man over hvordan Kina formår at være så effektivt, når de spilder SÅ mange resourcer på ingenting. Man må undres...
Noget af det mest tankevækkende når man bevæger sig rundt i byen, på gaden, i supermarkedet, i metroen - eller hvor man nu færdes er, at der ikke er nogen børn.
Kina indførte sin etbarnspolitik i 1973 og siden er befolkningen stadig fortsat med at stige, dog har Kina i dag en af verdens "ældste" befolkninger, når det kommer til gennemsnitsalder. Et gennemsnitligt barn på 10 år i Kina, har en mor og en far, ingen mostre, onkler, tanter eller lign. Det har ingen søskende, ligesom barnets forældre heller ikke har nogen søskende. Når generationen der er født mellem 1930 og 1960 i løbet af de kommende år bliver gradvist mindre og mindre, vil Kina være et land bestående udelukkende af enebørn.
Men som billedet tegner sig i dag, betyder det at der er ca 8-9 voksne for hver 1 barn.
Som dansker er man vant til at se børn over alt og selvom vi kun får 1,8 barn per par i gennemsnit, er der alligevel masser af børn. Og børnene er også en del af det offentlige rum på en HELT anden måde, end i Kina. Som voksen lægger man ikke så meget mærke til det, før man pludselig kommer til at se efter det og tænker: "Hvor er børnene?"
Et samfund bestående af enebørn er ikke nødvendigvis en særlig heldig idé. Især når det kommer til erhvervslivet kan det være et kæmpe problem. Selvmordraten er ekstrem i forhold til europæiske standarder, og mange unge kan ikke klare presset når de pludselig bliver forventet at skulle levere, og når alt i verden pludselig ikke drejer sig om dem. Mentale sammenbrud er ret almindeligt. Det er ironisk nok noget af det der bliver forventet af os - at vi ikke har problemer med. At vi kan tage ansvar for en opgave og løse den, uden at skulle have nogen til at forklare os alt hvad vi skal gøre.
Det at tage ansvar er i det hele taget noget kinesere er virkelig dårlige til. Det betyder også at "management" er et gigantisk fænomen herovre! Ingen i Kina kan foretage sige noget, uden at nogen ser på og kontrollerer om det nu er godt nok. Så sent som i dag så vi ikke mindre end 8 mænd i gang med at hænge et reklamebanner på ca 5x10 m op på en mur. Til formålet havde de bygget et helt stillads!! på stilladset stod der 5 mand... imens der stod 3 på jorden og pegede og gav instrukser. I Danmark ville der max ha' været sat to mand med en lift på en sådan opgave. To timer senere da vi kom forbi igen, var de igang med at tage stilladset ned...
Det samme gør sig gældende i supermarkederne. Det er ikke unormalt at der er 50 mennesker på arbejde i hvad der svarer til en mellemstor føtex. F.eks. stod der i afdelingen med vaskepulver... som udgjorde to rækker hylder, med en ca 10 m lang gang imellem - 4 kvindelige ekspedienter... klar til at hjælpe. Eller når der står en mand og graver et hul i vejen... midt på gaden... og der står 3 mand og ser på, og diskuterer hvordan det kunne gøres bedre eller hurtigere.
Men med en løn til en ufaglært arbejder der ligger ca omkring 1500 dkr om måneden, er der penge til det. I det hele taget undres man over hvordan Kina formår at være så effektivt, når de spilder SÅ mange resourcer på ingenting. Man må undres...
Abonner på:
Opslag (Atom)