... Og så afsted

Det er egentlig tankevækkende, at det tager længere tid at bevæge sig fra sin lejlighed i Århus, ned til domkirken, ind i en bus, køre en tur til Hamborg, stå på et fly til London og flyve de ca halvanden time over nordsøen, end det gør at flyve halvvejs rundt om jorden; London-Shanghai non-stop.
Men frem kom vi da, efter en rejse på 23 timer.

Når man lander i Shanghai tænker man, at det var dog en forbløffende lille lufthavn til en by på over 20 mio mennesker. Den er ca på størrelse med Kastrup. Pu Dong er også den eneste lufthavn, hvor jeg er blevet mødt af tykke gulvtæpper i ankomsthalen.
Stemningen var søvning kl 9.30 da vi landede, og bortset fra et indenrigsfly fra Beijing, var BA169 fra London det eneste fly der var landet den morgen. Så der var fredeligt, og tolden havde kun åbnet 4 ud af 30 luger.

I lufthavnen blev vi mødt af Marina Guo, som er lidt vores orakel herovre. Hun er research manager, i noget der hedder The Shanghai Research Centre for Creative Industries. En art kontrol og dokumentationsorgan under staten der forsøger at undersøge hvad det lige er der sker med kreative virksomheder i Shanghai og hvordan de kan hjælpes yderligere.

Hun har ca klaret alt herovre på forhånd. Både bestilt hotel, hjulpet med at finde kontorer til os, samt sat os i kontakt med en masse interessante mennesker herovre.

Turen fra Pu Dong og ind til centrum tager ca en time med bus. (Det virker ret ambisiøst at bygge en lufthavn 45 km uden for byen - men den slags er man nødt til når man bor i en by der de sidste 10 år er vokset med ca 5 mio indbyggere) På turen ind kører man ved siden af et af verdens teknologiske vidundere, Shanghai's milliard show-off projekt: Mag-Lev'en. Et magnettog der kører på en betonkonstruktion ca 8 m over jorden. Toget fungerer egentlig som en gigantisk elektromagnet, der via magnetfelter holder selve toget svævende få millimeter over skinnerne, hvilket betyder at modstanden er lig nul. Dette muliggør en tophastighed på omkring 500 km i timen, samtidig med at toget ikke bruger mere strøm end et almindeligt københavnsk S-tog...

Vel ankommet til vores hotel, Kaibo Express i bydelen Xuhui får vi tjekket ind, og opdager at der er gratis internet på alle værelserne. Nice. I det hele taget er alting pænt, rent og nydeligt. Kinesernes engelskkundskaber svarer lidt til niveauet af selvstændig tænkning i den polske fødevarekontrol omkring 1978. Men de smiler og er enormt venlige. Vandet har en dejlig duft af klor, men det kunne man vel forvente. Tilgengæld koster flaskevand ca 2 kr for halvanden liter, så det går nok altsammen. Til trods for at Shanghai er den mest internationale by i Kina står ca alting med kinesiske skrifttegn, og man føler sig mere end almindelig dum når man ikke kan finde On/Off knappen på fjernsynet.

Tirsdag aften efter lidt afslapning og en omgang aftensmad på en restaurant der beløb sig til ca 55 kr inkl drikkevare for to personer, tog vi ned på en bar i Pu Xi , som er det man kan kalde "det gamle centrum". Fra barens tagterrase var der udsigt over Pu Dong, som er det "nye centrum". Som udgør det meste af Shanghai's skyline. Jeg kan nu prale af at jeg har set en storskærm på 200x150 m... i form af siden på en skyskraber, som om natten fungerer som en gigantisk reklamesøjle. Jeg har stadig ikke fundet ud af hvordan det fungerer, men jeg har sat mig for at finde ud af det. Opdatering følger når jeg har fundet svaret, samt fået taget nogle billeder!