Jeg udsætter aftensmaden og vælger istedet at få skrevet lidt mere til bloggen.
Dagen i dag har været yderst interessant!
Sightseeing i Shanghai... jo tak, og jeg vil gerne ha' en cola til.
Sightseeing i Shanghai kræver nemlig tålmodighed. Det skyldes ikke kun at der er rigtig meget af Shanghai, men også det faktum at trafikken minder om en blanding af Vejlebroen efter et harmonica-sammenstød samt en julefrokost i Dansk Blindesamfund! Vi taler anarki! ... ikke sådan som Marx havde forestillet sig i sine socialistiske utopier, men mere sådan som Anders Fogh sandsynligvis opfatter SFU's landsmøde.
Som vores guide i dag forklarede. "People in Shanghai haven't really understood the full purpose and potential of traffic lights". Hvis en bil f.eks. skal foretage et højresving over et fodgængerfelt og 50 fodgængere i samlet flok er på vej over. Så stopper bilen og lader en håndfuld på måske 5-10 personer passerer, inden føren på forunderlig vis synes at tænke, at nu har han ventet længe nok. Nu må det være en andens tur til at vente, hvorefter han egentlig blot i støt tempo pløjer ind i folkemængden som på ligeså mærkværdigvis blot deler sig og går uden om bilen og videre over.
Og det skal lige tilføjes, at dette foregår i et tempo der ville skræmme livet af selv den største modstander af Rådet for Større Færdselssikkerhed!
På samme vis ses fodgængere også mere som reglen end undtagelsen, bevæge sig ud på kørebanen og zigzagge mellem både to- og firehjulede køretøjer der bevæger sig med både 50-60 og 70 km i timen. Men alligevel lader det ikke til at der sker mange uheld. Folk er konstant opmærksomme og har en fod på bremsen. Men til gengæld kan man også sagtens forestille sig, at når det går galt - så går det virkelig galt.
Nå men der er jo andet at se i Shanghai end trafikken - masser af andre ting faktisk. Vores første stop var ved noget der hedder The Grand Hyatt Hotel, som eren af Shanghai's højeste bygninger. Skal nok skaffe et billede inden længe, men lige nu må i nøjes med et fra nettet.
BILLEDE Jeg valgte dog at blive på jorden, da det kostede 100 yuan (ca 85 kr) at komme op, og vejret var overskyet så udsigten ikke var perfekt. Jeg venter til en anden dag.
*Senere*
Herefter tog vi turen tilbage over floden til Pu Xi og spiste frokost på en restaurant med traditionel shanghai cuisine. Shanghai er kendt for et køkken der gør meget ud af sine råvare, og da klimaet er mildt store dele af året, med palmer og eksotiske frugter og da Shanghai som bekendt er beliggende ved havet, har de let adgang til både frugt, grønt og fisk året rundt. Dette betyder at Shanghainesisk mad generelt er relativt fersk, og uden kraftige kryderier. Grøntsagerne er traditionelt meget let stegte og serveres som oftes hver for sig, modsat i f.eks. Beijing hvor man i højere grad tilbereder råvarerne sammen og ofte steger eller koger ting sammen til sammenbragte retter. Maden er heller ikke så fed som andre steder i Kina og der spises meget fisk og skalddyr. Som en underviser vi havde før afrejsen udtrykte det: "Man kan se hvis folk kommer fra den nordlige del af landet - de er tykkere" De indbagte og dybtstegte rejer, kylling osv som jeg er så glad for stammer også fra det nordlige Kina, og det er stadig ikke lykkedes mig at finde et sted der serverer det, men det skal nu nok lykkedes. Ris og nudler er naturligvis en grundlæggende del af kinesernes diæt, men modsat mine antagelser opfattes både ris og nudler som fattigmands-kost. Går man på virkelig dyre restauranter vil man ofte slet ikke få serveret den slags tilbehør, hvilket jeg jo synes er voldsomt synd, da kineserne uden sammenligning laver de bedste ris og nudler jeg har smagt.
Efter frokost bevægede vi os mod den gamle bydel som mest af alt ligner et udklip fra Tintin... traditionelle kinesiske bygninger og huse - præcis som man ser det i bøger og på film, nogle dog rekonstruktioner. Det er i sandhed en turistfælde. Men det sjove er, at det ikke er vestlige turister der bliver fanget. Med en befolkning på 1,1 mia er kineserne faktisk den største turistgruppe internt i Kina. Men da Kina geografisk er på størrelse med hele Vesteuropa og dækker over både flere tids- og klimazoner er det for mange kinesere som at bevæge sig til et andet land. I den gamle bydel besøgte vi et sted der hedder Pui Garden. Det er en traditionel kinesisk have, som blev bygget i sidste del af Ming dynastiet af Shanghais siddende statholder som en hyldest til sin far. Byggeriet tog 28 år og faderen nåede desværre aldrig at se det færdige resultat inden sin død. Haven dækker adskillige hektar og er på UNESCO's liste over bevaringsværdige kultursteder i verden.
Herefter gik turen til Peoples Square... et omkring 140.000 m2 parkområde midt i Shanghai som er omkredset af nogle af de største kulturinstitutioner... museer, opera, koncerthuse osv
Vi besøgte Shanghai Centre for Urban Planning, som egentlig er en art "by-museum", men som primært fokuserer på Shanghais udvikling fra fiskerleje i 1780erne, til moderne metropol. Ydermere er der en gigantisk udstilling omkring Verdensudstillingen i 2010. Man forlader udstillingen med en blandet følelse af ærefrygt over de enorme proportioner kombineret med en dårlig smag i munden over den ekstreme kynisme og funktionalitet. Et område væsentligt større end Århus er blevet rømmet; folk tvangsforflyttet, huse, virksomheder, fabrikker, parker, skoler osv er blevet jævnet med jorden for at skabe plads til endnu et prestige projekt af olympiske dimensioner. Og med et budget der er mere end 3 gange så stort som OL i Beijing er der ingen tvivl om at kineserne, til trods for deres asiatiske oprindelse vil kunne måle genitalier med resten af verden i de kommende år.
Shanghai er i det hele taget en by hvor alt kan lade sig gøre - på godt og ondt. Men samtidig med at systemet er enormt ubarmhjertigt imod det enkeltes menneskes interesser, er det samtidig enormt effektivt. Og selvom man må undres over at folk finder sig i det, så er det når alt kommer til at nok den eneste måde en by af disse dimenssioner kan fungerer effektivt. Hvis der er brug for en ny gennemfærdselsvej, jamen så pløjer vi bare en igennem den bydel hvor der er brug for det. Og om man så må smide 20-30.000 mennesker ud af deres hjem, jamen så gør man det - for alles bedste. Man tager ganske enkelt hen, sætter en seddel på folks dør, hvorpå der står at de har måske en måned, to måneder, eller tre måneder til at forlade deres hus. Der er fastsat en kompensation som folk får hvis de flytter frivilligt, hvis ikke kan de klage og hvis de taber klagen mister de kompensationen og skal flytte alligevel, så de fleste siger ja tak til pengene og flytter frivilligt. Men ind imellem kan man se enlige huse der står på en byggeplads og alt omkring dem er revet ned. Nogle gange ser man endda at udgravningsarbejdet er påbegyndt rundt om huset, således at det står oppe på en top midt i et kæmpe hul. Men kineserne har på mærkelig vis en forståelse af, at sådan må det være, hvis samfundet skal hænge sammen. Kineserne opfatter i langt højere grad end f.eks. danskere sig selv som værende en del af fællesskabet på godt og ondt, mere end individer med individuelle rettigheder.
Nu er det blevet sent. Imorgen skal vi besøge vores kontorer som befinder sig i et kreativt kontorfællesskab der hedder X2... det bliver enormt spændende, så jeg vil slutte her!
Opslag
